onsdag den 12. marts 2008

Last.fm og G-talk.

Jeg hastede lige igennem Last.fm og G-talk her på falderebet. Så nåede jeg alligevel det hele. Det har været rigtig godt at få afprøvet alle "lektierne". Jeg kunne sagtens have brugt meget mere tid på det, men bare det at få snuset til det er fint. Jeg deltager gerne i eventuelle nye tiltag.

tirsdag den 11. marts 2008

Google Docs, Google Maps og Podcasting

Det går lidt stærkt her tilsidst. Jeg har ganske kort fået afprøvet Google Docs med en kollega. Hvis man arbejder sammen med andre om et projekt, er det rigtig smart.
Jeg har tidligere set lidt på Google Maps, og jeg bliver igen imponeret over, hvor meget man egentlig kan se.
Som afslutning nåede jeg også lige Podcasting. Jeg var bl. a. inde og høre lidt af en gammel Kristian Kryger udsendelse på DR. Hvor er der dog mulighed for at (gen)høre mange ting på DR.

fredag den 8. februar 2008

Wikis


Så fik jeg oprettet min egen wiki - for øvelsens skyld. Men hvad skal man så skrive i den? Hvis man sidder nogle stykker og arbejder sammen om en opgave, kan det være praktisk at kunne gå ind at rette i eller omskrive en tekst.
Wikipedia skal bruges med omtanke. Når alle kan skrive i den/rette i den tør jeg ikke stole på de oplysninger jeg finder, før de er checket et andet sted. Men mange af vores unge brugere kender kun dette opslagsværk. Det er jo ganske tankevækkende!

mandag den 4. februar 2008

LibraryThing og Facebook

Jeg har prøvet at lægge nogle bøger på LibraryThing og tagge dem. Hvis man var meget systematisk kunne man registrere sine egne bøger, og hvad man læser. Det bliver nok ikke lige i år.
Jeg var ikke meget for at lade mig registrere i Facebook. Så løsningen blev et andet efternavn (Andersen) og billede er der intet af. Det tog iøvrigt noget tid at blive registreret. Man kan sagtens bruge lang tid på at komme rundt i Facebook. Men jeg tror, det bliver begrænset, hvor meget jeg vil bruge den. Det er nok mere mine yngre kolleger, der kan bruge den til at finde gamle skolekammerater og venner. Faglige netværk kan den også bruges til.

tirsdag den 15. januar 2008

del.icio.us

Med lidt forsinkelse nåede jeg til del.icio.us. Jeg forsøgte at installere del.icio.us-knappen på Internet Explorer - uden held. Efter at have fået læst sidste del af instruksen blev Firefox installeret. Skal man mon installere Firefox ved hver eneste pc, man sidder ved? Firefox er i hvert fald ikke på den pc, jeg sidder ved nu.

Jeg har tagget nogle websider og samlet i bundles. Umiddelbart ser del.icio.us ret anvendelig ud. Men om jeg vil få den brugt, når den ikke ligger på Explorer, ved jeg ikke.